Hvad enhver arbejdsgiver skylder enhver arbejdstager skriftligt
Artikel 4, stk. 1, i direktiv (EU) 2019/1152 forpligter arbejdsgiveren til at oplyse arbejdstageren om de væsentlige vilkår i ansættelsesforholdet, og artikel 4, stk. 2, opregner femten punkter, som disse oplysninger skal omfatte. Dette gratis værktøj samler de femten punkter på alle 22 sprog med direktivets egen ordlyd og angiver ud for hvert enkelt, om artikel 5 giver dig syv kalenderdage eller en måned. Det udarbejder ikke en kontrakt og kender ikke din nationale lovgivning.
Unionens minimum, ikke hele din forpligtelse
Dette er et minimum. Direktiv (EU) 2019/1152 er ikke en forordning: det fastsætter minimumskrav, og medlemsstaterne gennemfører det i deres egen lovgivning. Artikel 4, stk. 2, er det gulv, hver medlemsstat skal nå — din nationale lovgivning kan kræve mere, og i flere medlemsstater gør den det. Irland kræver for eksempel derudover en særskilt erklæring om fem kernevilkår inden fem dage efter ansættelsens begyndelse. Det, du fremstiller nedenfor, er Unionens minimum med direktivets egne ord. Det er ikke en erklæring om, at din nationale forpligtelse er opfyldt.
Direktivet fortæller, hvor resten findes, og det er værd at gå og se efter. Artikel 5, stk. 2, tillader en medlemsstat at udarbejde skabeloner til disse dokumenter og stille dem til rådighed for arbejdstageren og arbejdsgiveren, herunder på ét enkelt officielt nationalt websted. Artikel 5, stk. 3, kræver, at oplysninger om de love, administrative bestemmelser og kollektive overenskomster, der udgør de gældende retlige rammer, gøres alment tilgængelige gratis på en klar, gennemsigtig, udtømmende og lettilgængelig måde, herunder gennem eksisterende onlineportaler. Hvis din medlemsstat offentliggør en skabelon, er det den skabelon — ikke denne side — der skal bruges.
Den skriftlige erklæring
En skriftlig erklæring er ikke en ansættelseskontrakt. Det er oplysninger, arbejdsgiveren skylder arbejdstageren om ansættelsesforholdet, og artikel 4, stk. 1, gør det til arbejdsgiverens pligt at give dem. Den skaber ikke forholdet, træder ikke i stedet for en kontrakt, og intet her udarbejder en sådan.
Syv dage for en del, en måned for resten, og opdelingen er retsaktens egen. Artikel 5, stk. 1, placerer litra a)-e), g), k), l) og m) i en periode, der begynder på den første arbejdsdag og slutter senest på den syvende kalenderdag, og alt andet inden for en måned fra den første arbejdsdag. Hvert felt bærer, hvilken af de to der gælder; markeringen er vores, reglen er direktivets.
Hvor de ikke er givet tidligere, gives de oplysninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra a)-e), g), k), l) og m), individuelt til arbejdstageren i form af et eller flere dokumenter inden for en periode, der starter den første arbejdsdag, og ender ikke senere end den syvende kalenderdag. De øvrige i artikel 4, stk. 2, omhandlede oplysninger gives individuelt til arbejdstageren i form af et dokument inden for en måned fra den første arbejdsdag.
Syv af de femten kan besvares med en henvisning. Artikel 4, stk. 3, fastsætter, at de oplysninger, der er omhandlet i litra g)-l) og o), hvor det er relevant, kan gives i form af en henvisning til de love, administrative bestemmelser eller kollektive overenskomster, der regulerer disse forhold. De felter er markeret, og en henvisning i dem er et fuldt svar dér, hvor den er passende.
De oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, litra g)-l) og litra o), kan, hvor det er hensigtsmæssigt, angives ved en henvisning til de love, administrative eller vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektive overenskomster, der gælder for disse forhold.
Hvis noget ændrer sig, så dokumentér det. Artikel 6, stk. 1, kræver, at enhver ændring af de forhold, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, gives af arbejdsgiveren til arbejdstageren i form af et dokument så hurtigt som muligt og senest den dag, hvor ændringen får virkning. Artikel 6, stk. 2, undtager ændringer, der blot afspejler en ændring af de love, administrative bestemmelser eller kollektive overenskomster, som dokumenterne allerede henviser til.
Medlemsstaterne sikrer, at ændringer i de punkter af ansættelsesforholdet, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, og ændringer i de yderligere oplysninger til arbejdstagere, der sendes til en anden medlemsstat eller et tredjeland som omhandlet i artikel 7, meddeles i form af et dokument fra arbejdsgiveren til arbejdstageren ved førstkommende lejlighed og senest på den dato, hvor de træder i kraft.
Hvis arbejdstageren sendes til udlandet, skyldes der mere, og tidligere. Artikel 7, stk. 1, kræver, at dokumenterne gives, inden arbejdstageren rejser, og at de indeholder mindst fire yderligere oplysninger, som er trykt under formularen. Artikel 7, stk. 2, tilføjer tre mere for en udstationeret arbejdstager, der er omfattet af direktiv 96/71/EF.
Hvad dette værktøj ikke kan. Det kender ikke din nationale lovgivning, så det kan ikke fortælle dig, hvad din medlemsstat lægger til denne liste. Det udarbejder ikke en kontrakt. Og det afgør ikke, om det, du skriver i et felt, er tilstrækkeligt — om en beskrivelse af arbejdet er en beskrivelse, eller om et opsigelsesvarsel er angivet korrekt, er ikke noget, en formular kan bedømme.
Medlemsstaterne kan udarbejde skabeloner og modeller for de dokumenter, der er omhandlet i stk. 1, og stille disse til rådighed for arbejdstager og arbejdsgiver, herunder ved at gøre dem tilgængelige på et centralt officielt nationalt websted eller på andre passende måder.
Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om de love, administrative eller vedtægtsmæssige bestemmelser eller alment gældende kollektive overenskomster, der gælder for den retlige ramme, som skal meddeles af arbejdsgiverne, gøres alment og gratis tilgængelige på en klar, gennemsigtig, samlet og lettilgængelig måde, og at man kan få adgang til dem på distance og ad elektronisk vej, herunder gennem eksisterende onlineportaler.